Indlæg

Så deet....

Efter at have skrevet 521 udgivne tekster på den gamle og semi-anonyme blog, så ved jeg, at når jeg har lyst, så kan jeg sagtens skrive og jeg lider bestemt ikke af skriveblokering, når det handler om at beskrive oplevelser og følelser i dybden. Jeg kan mærke at anonymiteten på den gamle blog har gjort sit i forhold til at give mig et frirum, hvor jeg ikke var nervøs for at mene noget forkert eller afsløre sider af mig selv, som er mindre flatterende. Det er sværere at komme ud over stepperne her, selvom der endnu ikke er nogen læsere - så det skal der arbejdes med. For ikke at gøre det sværere for mig selv, så kommer jeg til at blogge om løst og fast og ikke helt så meget om kulturforskellene, som først planlagt. Jeg har simpelthen fået skrevet mig op i et hjørne med den beskrivelse og den titel som jeg er begyndt med. Dette er et varsel, fremadrettet vil jeg tillade mig selv at skrive om det der optager mig.

Lige nu er det eksempelvis, at jeg har fået en skade ... en virkelig fjoll…

Udlængsel

Da jeg var femten år gammel tog jeg i Ungdomsklubben (syret navn, når jeg sidder her som 33-årig og stadig tænker: "Den klub kan jeg da stadig godt være med i") for at holde millennium-arrangement. År 2000 var lige rundt om hjørnet og derfor skulle vi bruge 2000 minutter (næsten 34 timer) sammen på at lege, sjippe, kysse, spille musik og føle os unge og specielle i lyset af at opleve et årtusindeskifte.

Da jeg var femten år gammel og tog til millennium-arrangement, var jeg en del af en fast sammentømret gruppe af 15-årige par. Pigen der tog af sted drømte om verden, følte sig godt tilpas med de andre unge, men malplaceret i konteksten. Vi kunne godt lide at lege voksne, drikke kaffe, høre vinyl og tale om politik, musik og stjerner til langt ud på natten. Vi var tre par i konstellationen og nogle gange talte vi om fremtiden, men for det meste talte vi om nuet. Hvis jeg savner noget ved at være teenager, så må det være følelsen af at have tid nok, følelsen af, at alt på en el…

Langdistanceforholdet

Først vendte jeg hjem fra et helt almindeligt liv som udenlandsdansker i Mexico. Og jeg savnede den mand, som havde valgt at bruge det meste af sin frie tid sammen med mig, de sidste fem måneder af mit ophold. Og jeg savnede det land, som jeg tænkte på som mit hjem og de venner, der var blevet en del af min hverdag, mens jeg var der.

At vende hjem til Danmark er et værre kulturchok end at rejse ud. Det siger de kloge og jeg mener det også generelt, men det var ikke anderledes for mig og det kommer der nok meget mere om i et andet indlæg. Jeg havde kun givet mig selv knap en uge til at lande i, før jeg vendte tilbage til min pind på kontoret. Specialet var ikke færdigt endnu og de næste måneder gik med at arbejde, sove, skrive, spise, snakke i telefon og arbejde noget mere. Højdepunkterne var helt klart telefonsamtalerne med min kæreste og det der med at spise. For han blev ved med at være min kæreste, den tynde, pæne mand med det lange hår og det fantastiske smil.

Der gik fire månede…

Det blanke kanvas

Dette indlæg bliver en introduktion, til personen bag bloggen og til hvilken del af den person der kommer til udtryk i de forhåbentlig mange indlæg fremadrettet.
Mit navn er Mette og jeg elsker at skrive. Indtil nu har min færden i bloggerverdenen været enten så godt som anonym eller som 100 procent officiel Mette, når hun forsøger at være kulturel og rejsende.

Den anonyme side af mig har gået under navnet blaasolskin, madde og bluesunshine på forskellige dansk og engelsksprogede blogs, jeg har altid skrevet mest for min egen skyld og derfor bar de blogs præg af nærmest at være dagbøger og kom ret tæt på i al sin navlepille-hed. Noget jeg ikke har fuldt ud lyst til, når mit ansigt følger med. Til gengæld så HAR jeg lyst til at skrive og dele nogle af alle de erfaringer og tanker der rumsterer, når man, som jeg, måske ikke lige følger den vej, man først havde forestillet sig.

Rejse-Mette har holdt til på www.mettesmexico.blogspot.com og på https://www.statravelblogs.com/blaasolskin/b…